• Chile er på vej til at forkaste ny forfatning

    Источник: BDK Borsnyt / 17 дек 2023 17:16:15   America/Chicago

    Et flertal af chilenerne ser søndag ud til at have forkastet en konservativ forfatning ved en folkeafstemning. Det viser de første resultater. Med omkring 28 procent af stemmerne talt op, har knap 54,6 procent af chilenerne sagt nej til den nye forfatningstekst, mens 45,4 procent har stemt for. Det var meningen, at den forfatning, der er stemt om søndag, skulle erstatte den forfatning, som har været gældende siden diktaturet i Chile under general Augusto Pinochet flere årtier tilbage. Det er anden gang inden for kort tid, at chilenerne får chancen for at ændre deres forfatning. Sidst var i september for et år siden. Her forkastede vælgerne et forslag til en ny progressiv forfatning, der indeholdt bestemmelser om beskyttelse af miljøet og garanterede kvinder retten til at vælge abort. Der blev derfor nedsat et nyt forfatningsudvalg, der denne gang var domineret af konservative politikere. Og det er deres forslag, som nu ser ud til at ryge på gulvet, efter at vælgerne har stemt. Det er blevet fremhævet, at den tekst, der blev stemt om søndag, er endnu mere højreorienteret, end den som blev til under Pinochet. Meningsmålingerne har vist, at den nye forfatningstekst sandsynligvis ikke ville få et flertal af befolkningen bag sig. Dog var det i løbet af de seneste uger blevet tættere. Afvisningen af den nye forfatning kan ses som en sejr for den venstreorienterede præsident Gabriel Boric. Boric sagde søndag, at hans regering vil fortsætte med at arbejde på folkets vegne - uanset resultatet af folkeafstemningen. - Uanset hvad resultatet bliver, vil vores regering fortsætte med at fokusere klart på folkets prioriteter, sagde han. Nogle vælgere klager over den politiske polarisering i landet, som de siger, gør det umuligt for dem at blive enige om en ny forfatning. - Vores forskelligheder er så uforenelige, at vi ikke kan find en middelvej, hvorfra vi kan bevæge os fremad, og det er bestemt meget trist, siger den 41-årige arkitekt Claudio Fernandez fra hovedstaden Santiago. /ritzau/Reuters https://www.berlingske.dk/internationalt/chile-er-paa-vej-til-at-forkaste-ny-forfatning
Опубликовать